Vi bør som fysioterapeauter og sundhedsprofessionelle være meget mere ambitiøse i forhold til den mængde forskning og særligt kvaliteten af forskningen vi bruger, særligt når det kommer til behandling af mennesker med smerter. Der er en kæmpe guldgrube af forskningsbaseret viden, som mange sundhedsprofessionelle desværre ikke er opmærksomme på. Denne guldgrube ligger klar til at høste, hvis man vel at mærke kan kritisk analysere denne viden, har tilgang til den, og er nysgerrig på at lære mere – og efterfølgende lade den informere sin praksis.
Selv på meget sjældne diagnoser såsom neuralgic amyotrophy (Parsonage–Turner syndrome) er det stadig en mindre mængde forskning som kan informere vores praksis og øge kvaliteten af vore behandling.
Vi bør som sundhedsprofessionelle dog ikke favorisere en type af forskning, alle forskningsmetoder har sine styrker og svagheder, vi skal bruge en kombination af disse, for at få det fulde billed. At favorisere og kun bruge en bestemt type forskning, såsom fænomenologisk eller kvantitativ, og udelukke andre forskningstype som ikke passer ind i ens eget verdensbillede er meget problematisk, og helt klart ikke løsningen til at få det fulde billed.
Forskningsbaseret fysioterapi og smertebehandling er ikke længere en utopi, vores behandlingstilgang bør informeres af hvad vi ved om kroppen lige nu. Moderne fysioterapi og smertebehandling bør informeres af både kvalitativ og kvantitativ forskning, herunder forskning om: Pain experience (qualitative), shared decision making, therapeutic alliance, patient empowerment, patient communication, patient-centered practice, clinical reasoning, clinical errors, risk factors, hypertrophy, movement variability, clinical decision making, subgroups, og cognitive biases bare for at nævne nogle. Dette selvfølgelig udover forskningsfelter som pain science, rehabilitation science, exercise science, behavioral science og mange flere.
En undren og nysgerrighed er en god ting, men det bør ikke ske på bekostning af den viden vi allerede har om kroppen, i dag. Vi bør basere vores behandling på de brikker af dette komplekse puslespil som vi har i dag, ikke ignorere halvdelen af puslebrikkerne fordi de ikke lige passer ind i vores eget lille verdensbillede, og vi skal heller ikke basere vores behandling på hvordan vi tror eller ønsker puslespillet ser ud om 10 år. Som det blev sagt af Prof. Jules Rothstein, PT, PhD:
“Nothing could be more humanistic than using evidence to find the best possible approach to care ”
Når vi vælger at rådgive og behandle mennesker, følger det et utroligt store ansvar med, at vi rådgiver dem rigtigt. Dette ansvar tager vi automatisk på os, det øjeblik når vi lader et andet menneske ligger en del af deres liv i vores hænder, som Løgstup ville sige. Vi kan som sundhedsfagligt personale have en utrolig positiv effekt på et menneske i nød liv, men med denne magt følger der også et stort ansvar.
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd “ Knud Ejler Løgstrup
